Forenkling og anvendelighed har været nøgleord for udviklingen af "Værktøj til bæredygtig byudvikling", som Realdania By udgav i november 2012. Resultatet af værktøjets rejse gennem konkurrencefaser og udarbejdelse af forskellige udviklingsplaner, evalueringer og revisioner er at værktøjet er blevet lettere og mere overskueligt at benytte.
"Det har været et klart fokus for os, at værktøjet kan have anvendelighed og give værdi for flere typer af brugere og i forskellige sammenhænge, uanset at værktøjet er generisk i sin karakter. Derfor har vi øvet os i hvordan vi bedst formidler værktøjet og dets fleksible anvendelsesmuligheder. Den proces har samtidig øget kvaliteten af indholdet, fordi vi virkelig har været nødt til at prioritere og være skarpe på det præcise indhold af de relativt få indikatorer, som den nye version af værktøjet opererer med", siger chefkonsulent hos Realdania By Claus Ravn, som har været ansvarlig for version 2.0 af værktøjet.
Ifølge Claus Ravn kan "Værktøj til bæredygtig byudvikling" hjælpe med at sikre et ambitiøst fokus fra projektets begyndelse samt sørge for, at de store tanker og visioner om bæredygtighed, som ofte præger byudviklings- og byomdannelsesprojekter, faktisk kan blive til virkelighed.
Version 1.0 – et komplekst værktøj
Ambitionsniveauet var fra starten højt, da Realdania By i 2007 gik sammen med Carlsberg Ejendomme og By & Havn om at udvikle værktøjets version 1.0 med det formål at kunne vurdere, justere og stille de rette krav til bæredygtigheden i byudviklingsprojekter.
Det høje ambitionsniveau blev hurtigt lig med mange indikatorer. Version 1.0 indeholdt således hele 58 indikatorer til besvarelse for de deltagende, tværfaglige hold ved parallelkonkurrencen i Køge Kyst, som er et partnerskabsprojekt mellem Køge Kommune og Realdania By.
"Det var bestemt ikke nemt for holdene at bruge værktøjet på grund af de mange indikatorer, som heller ikke alle var lige operationelle. Men værktøjet hjalp dem alligevel med at komme omkring alle dimensioner og for eksempel sikre, at forslagene også var økonomisk realiserbare", siger projektdirektør i Køge Kyst, Jes Møller og fortsætter:
"Den udviklingsplan for Køge Kyst, som vi præsenterede i 2011, ville ikke have været den samme uden bæredygtighedsværktøjet. I udviklingen af planen arbejdede vi videre med konkurrenceforslagene ud fra værktøjet, ligesom værktøjet blev styrende for formuleringen af en strategi for bæredygtighed i alle tre dimensioner. Konkret har værktøjet f.eks. betydet, at der i udviklingsplanen indgår en styrket prioritering af faciliteter til fodgængere og cyklister".
Version 1.1 – færre indikatorer og forbedret proces
Efter den første anvendelse og efterfølgende evaluering med bidrag fra CBS, konkurrencedeltagere, projektsekretariater m.fl., blev version 1.1 udviklet. Resultatet betød at antallet af indikatorer blev færre og gik fra 58 til 51, ligesom der også kunne inddrages erfaringer med hvordan brugen af værktøjet kunne indpasses i en udviklingsproces. Version 1.1 blev brugt i parallelkonkurrencen og arbejdet med udviklingsplanen for FredericiaC samt konkurrencen om udviklingen af Thomas B. Thriges Gade i Odense.
"Både i konkurrenceprocessen for FredericiaC og i det efterfølgende arbejde med udviklingsplanen har vi brugt værktøjet aktivt i processen, både som huskeliste og som nedslag i forhold til særligt prioriterede elementer. Den fysiske plan for FredericiaC rummer i sig selv et væsentligt bidrag til bæredygtigheden på grund af tætheden i bebyggelsen, nærheden til kollektiv trafikbetjening, bebyggelsens orientering i forhold til sol og vind samt attraktive rammer, der kan fremme bevægelse og en sund livsstil", siger Jens Christensen, projektdirektør i FredericiaC.
Version 2.0 – markant forenkling og større brugervenlighed
Mere end en halvering af antallet af indikatorer, en fuldstændig ny udgave af økonomidimensionen og det helt nye element “Tryghed” er blandt de ændringer og tilføjelser, som bæredygtighedsværktøjet version 2.0 nu fremstår med efter den omfattende evaluering og gennemgang.
"Udbyttet fra de første versioner var godt, men de kunne have været lettere at anvende. Vi har nu forenklet værktøjet, og jeg vil påstå, at vi på samme tid har højnet det faglige niveau. F.eks. har vi udviklet et særligt beregningsværktøj, som man kan vælge at bruge i sin behandling af energiområdet og her beregne såvel CO2-udledningen som de samfundsøkonomiske konsekvenser af en given energiløsning. Værktøjet vil i sin nuværende form forhåbentlig nå ud til en bred gruppe af professionelle byudviklere, som vil få glæde og gavn af det og i sidste ende kunne bruge det til at optimere og gennemføre projekter med høje krav til bæredygtighed i alle tre dimensioner", siger Claus Ravn og fortsætter:
"I det omfang, der viser sig behov, vil vi være åbne for at opdatere hele eller dele af værktøjet. Også derfor modtager vi meget gerne tilbagemeldinger på brugen af værktøjet".
Version 2.0 er udviklet af Realdania By med bistand fra Grontmij og Marianne Ramlau.