Forskningsprojekt i strategisk byledelse

Byer konkurrerer i stigende grad om tilflyttere og virksomheder og står samtidig over for store udfordringer i forhold til at skabe social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling. Et nyt forskningsprojekt for Realdania By skal skabe modeller for fremtidens strategiske byudvikling.

Strategisk byudvikling er blevet en afgørende ny disciplin. Mange byer i Danmark og udlandet arbejder med at udvikle nye og eksisterende byområder, og ambitionerne er høje. De nye bydele skal både være grønne og sunde, skabe økonomisk vækst, være socialt bæredygtige og give mulighed for attraktive livsformer. Men byudviklingsprojekter er ikke så lige til, udfordringerne er komplekse, langvarige og økonomisk tunge. Projekterne løber ofte over 20-30 år, med skiftende markedsforhold og politiske flertal - og de involverer mange aktører.

Erhvervsforsker Peter Andreas Norn, som er tidligere projektdirektør i Dansk Arkitektur Center og netop kommer fra en stilling som centerchef i Furesø Kommune, vil med sit forskningsprojekt for Realdania By bl.a. forsøge at besvare spørgsmålene:

  • Hvordan skaber man strategi for store byudviklingsprojekter, som holder på langt sigt?
  • Hvordan organiserer man projekterne mest effektivt, f.eks. gennem partnerskaber?
  • Hvordan samarbejder man bedst muligt med interessenter og inddrager borgere?

For at besvare spørgsmålene vil Peter Andreas Norn over de næste tre år analysere en række danske og udenlandske eksempler på store byudviklingsprojekter.

Projektet er et erhvervsPhD-projekt, som gennemføres i samarbejde med Department of Business and Politics ved Copenhagen Business School.  Det finansieres af Realdania By som led i satsningsområdet Viden & Kompetencer.

Relaterede links til Realdania:
Byer for mennesker

Et helejet Realdaniaselskab