Kvalitetsprogrammet er et værktøj til styring af kvaliteten i byudviklingsprojekter, når byggegrunde skal sælges til investorer, som skal opføre det nye byggeri. I byudviklingsprojekterne Køge Kyst, FredericiaC og Ringkøbing K bruges kvalitetsprogrammet til at omsætte udviklingsplanens visioner og mål til kvalitetskrav for det kommende byggeri – og som grundlag for en proces med tæt dialog med investorerne og den videre kvalitetssikring af byggeriet.
Realdania By har gennem partnerskabsprojekterne Køge Kyst, FredericiaC og Ringkøbing K arbejdet med kvalitetsprogrammer som et værktøj til at føre projekternes visioner og kvalitetsmål ud i livet – op til og efter et salg af byggegrunde til investorer, der som bygherrer skal opføre det nye byggeri til boliger, erhverv, butikker, kultur osv.
Høj kvalitet er her ikke nødvendigvis ensbetydende med de dyreste løsninger men om løsninger, der er bæredygtige, og som øger livskvaliteten for de mennesker, der skal bo i, arbejde i eller på anden måde bruge den nye bydel. Målestokken for kvalitet er i høj grad brugernes oplevelse, og den vil samtidig være stedsspecifik, idet kvaliteten også handler om sammenhæng med den eksisterende by.
De kvalitetsmål, som investorerne skal leve op til, kan bl.a. handle om:
- Funktionsblanding og aktive stueetager
- Materialevalg, farve- og lyssætning
- Støj, lys, læ, klima og udsigt
- Udformning af friarealer
- Sund livsstil, herunder øget gang- og cykeltrafik
- Understøttelse af kultur og byliv
- Brugerinddragelse
- Boligers ejerforhold, størrelse og indretning
- Energiforbrug, klimatilpasning og regnvandsafledning
- P-kældre og cykelparkering
Kvalitetsprogrammet ligger i forlængelse af udviklingsplanen som styringsværktøj. Hvor udviklingsplanen beskriver, hvordan visionen for det fremtidige byområde skal realiseres gennem hele processen, følger kvalitetsprogrammet op og omsætter udviklingsplanen til kvalitetskrav, som investorerne forventes at følge, når de skal fungere som bygherrer i de enkelte etaper af byudviklingen.
Der er udarbejdet følgende kvalitetsprogrammer i de partnerskabsprojekter, som Realdania By er engageret i:
Kvalitetsprogram for Køge Kyst (pdf)
Læs Kvalitetsprogram for Køge Kyst online
Kvalitetsprogram for FredericiaC (pdf)
Læs Kvalitetsprogram for FredericiaC online
Kvalitetsprogram for Ringkøbing K (pdf)
Læs Kvalitetsprogram for Ringkøbing K online
Tæt dialog med investorer
Dialogen med investorer om byggeriet stopper ikke med den indgåede købsaftale, hvor investor har forpligtet sig til at følge kvalitetsprogrammet og intentionerne i et prospekt for det pågældende område. I den videre proces udarbejder investor et skitseprojekt for det nye byggeri i en tæt dialog med byudviklingsselskabet, som skal godkende skitseprojektet, inden byggeriet går i gang.
Køge Kyst er det første af de partnerskabsprojekter, som Realdania By er engageret i, der har gjort sig praktiske erfaringer med denne proces. I februar 2013 godkendte Køge Kyst det første skitseprojekt, udarbejdet af TK Development for et byggeri til butikker, boliger og erhverv i den centrale del af Køges Stationsområde.
Se skitseprojektet for den centrale del af Stationsområdet i Køge Kyst her (pdf).
Kvalitetsprogrammerne er samtidig en del af det salgsmateriale, som byudviklingsselskaberne benytter i dialogen med potentielle investorer. Salgsmaterialet består derudover typisk af udviklingsplanen, prospekter for de enkelte etaper, evt. en overordnet salgsbrochure el. lign. og endelig selve købsaftalen med de juridiske vilkår for handlen.
Kreativitet og nytænkning
De kvalitetsprogrammer, som anvendes i projekterne Køge Kyst, FredericiaC og Ringkøbing K består af meget få egentlige løsningskrav til byggeriet men til gengæld en række funktions- og proceskrav, formuleret som kvalitetsmål. Hermed er det intentionen at invitere til nytænkning i kvalitetsløsninger hos bygherrerne og at sikre en god dialog om udviklingen af de enkelte byggerier.
I projekterne Køge Kyst, FredericiaC og Ringkøbing K står byudviklingsselskabet som udgangspunkt selv for arbejdet med byggemodning, infrastruktur, grønne områder mv. og har her valgt selv at gå foran og levere en høj kvalitet i løsninger. På denne måde skabes værdi og sikkerhed for alle – såvel bygherrerne som de kommende beboere.